Dødvandet i Sydlige Palæstina
From Wikipedia, the free encyclopedia
Dødvandet i sydlige Palæstina var et halvt år, hvor det britiske egyptiske ekspeditionskorps (EEF) og den osmanniske hær stod overfor hinanden under 1. Verdenskrig, uden at det kom til større slag. De to hære stod overfor hinanden langs en front, som strakte sig fra Gaza til Beersheba under Sinai og Palæstina-felttoget, hvor ingen af parterne kunne tvinge den anden til at trække sig tilbage. Dødvandet varede fra det britiske nederlag i det andet slag om Gaza i april 1917 til det egyptiske ekspeditionskorps indledte sin offensiv med slaget om Beersheba den 31. oktober 1917.
|
||||||||||||||||||||||||||
Inden dødvandet begyndte, var enheder fra den osmanniske 4. armé blevet tvunget ud af Sinai-halvøen ved en række britiske sejre: slaget ved Romani i august 1916, slaget ved Magdhaba i december og slaget ved Rafah i januar 1917. Det egyptiske ekspeditionskorps fulgte op på disse sejre ved at foretage to forsøg på at erobre Gaza: Første slag om Gaza i marts og Andet slag om Gaza i april. De to osmanniske sejre stoppede ekspeditionsstyrkens forsøg på at invadere det sydlige Palæstina og førte til dødvandet.
Under dødvandet holdt den egyptiske ekspeditionsstyrke stillinger på kanten af Negev ørkenen, mens begge parter var optaget af fortsat skyttegravskrig og imødegik patruljering af den åbne flanke. Begge benyttede sig af lejligheden til at reorganisere deres styrker, skifte hærførere, træne og forberede sig på fremtidige slag. Det mundede ud i at den egyptiske ekspeditionsstyrke erobrede Jerusalem i december 1917.