Fønikien
From Wikipedia, the free encyclopedia
Fønikien (fra oldgræsk: Φοινίκη, Phoiníkē) var en civilisation i Kanaan i oldtiden som dækkede det meste af den vestlige kyst af Den frugtbare halvmåne. Flere fønikiske byer blev bygget ved kysten af Middelhavet. De var en driftig maritim handelskultur, som spredte sig over Middelhavet fra 1.550 f.Kr. og frem til omkring 300 f.Kr. Fønikerne benyttede sig af galejen, et fartøj med årer, og er krediteret for opfindelsen af birem, et oldtidsfartøj med to dæk med årer.[1] Fønikerne, et semitisk folk, var kendt i antikkens Hellas og Rom som "handlere i purpur", en reference til deres monopol på en kostbar purpurfarve, som blev udvundet fra en snegl, som hed murex. Efter som denne farven var så kostbar, blev purpur siden en farve assosieret med kongelige klæder. Som handelsfolk havde fønikerne behov for at holde fortegnelser over lagerbeholdninger og udgifter, og udviklede et alfabet (eller abjad), og fra dette skrivesystem har siden næsten alle moderne alfabeter været afledt.
I Amarnabrevene fra 1.300-tallet f.Kr. nævnes et folk i regionen, som kalder sig for Kenaani eller Kinaani (det vil sige kanaanæere), skønt disse breve er et århundrede fra før angrebene fra havfolkene. Egyptiske skibsekspeditioner havde allerede gjort brug af byen Byblos for at fragte "cedertræ fra Libanon" så tidligt som i 3.000-tallet f.Kr. Meget senere, på 500-tallet f.Kr., skrev Hekataios af Miletos, en græsk historieskriver, at Fønikien tidligere blev kaldt for χνα, et navn som Herennios fra Byblos senere adopterede til hans mytologi som hans eponym (benævnelse dannet af personnavn) for fønikerne: "Khna som senere blev kaldt for Foinix".[2] Folket, som levede i Fønikien, kaldte sig selv kanaanæere, mens navnet Fønikien er dannet af det græske Φοινίκη, føniki, (= det røde folk) efter ordet foinos som betyder "rød", efter som de kostbare farvestoffer purpur og karmoisinrød blev produceret der. Det græske ord for purpur er phoinix og gav ophav både til navnet på fugl Føniks og landet Fønikien.[3] Fønikien var, hvad grækerne benyttede for at referere til regionen med de betydelige kanaanittiske havnebyer og behøver således ikke at modsvare en kulturel identitet, som blev anerkendt af fønikerne selv. Det er uklart i hvilken grad, fønikerne så på sig selv som en samlet etnicitet. Deres civilisation var organiseret i bystater, ganske som de græske i antikkens Hellas.[4] Imidlertid i henhold til arkæologi, sprog, livsstil og religion er der lidt, som adskiller fønikere fra andre kulturer i Kanaan. Som kanaanittere var de unikke i deres fremragende søfartskundskaber.
Hver af deres byer var en bystat, som var en selvstændig og uafhængig politisk enhed. De kunne komme i konflikter med hinanden, og en by kunne blive domineret af en anden bystat, skønt de også samarbejdede i forbund og alliancer. Oldtidsgrænserne mellem de urbane kulturer vekslede, og byen Tyr synes at have været den som lå længst mod syd. Sarepta (nu Sarafand) mellem Sidon og Tyr er den mest udgravede by af arkæologer i det fønikiske hjemland. Fønikerne var det første samfund på statsniveau, som gjorde omfattende brug af alfabetet. Fønikernes fonetiske alfabet, sat sammen af et tegn for hver lyd,[5] er generelt antaget at være stamfaderen til næsten alle moderne alfabeter, skønt det ikke indeholdt mange vokaler (selvlyde), de blev senere lagt til af grækerne. Fra et traditionelt lingvistisk perspektiv talte de fønikisk, en kanaanittisk dialekt.[6][7] Imidlertid, grundet en meget lille forskel i sproget, og mangelfulde nedtegnelser på den tid, er spørgsmålet om fønikisk udgjorde en adskilt og forenet dialekt, eller om det kun var en overfladisk defineret del af et bredere sproglig kontinuum, er derfor uklart. Af romerne blev fønikisk kaldt for punisk, efter som det latinske ordet for "lilla" var puniceus. De puniske kolonier i Nordafrika blev en kilde til kundskab om fønikerne. Augustin kunne en smule punisk og brugte det af og til for at forklare hebraiske ord. Navnet på hans mor, Monica, menes at være af punisk oprindelse. Fønikerne grundlagde byen Karthago (Qart Hadasht = Nybyen) som siden udviklede sig til en stormagt i Middelhavet, og derfor blev lagt i grus af romerne.
Det var gennem deres søfartshandel, at fønikerne spredte brugen af sit alfabet til Nordafrika og til Europa, hvor det blev adopteret af grækerne, som senere gav det videre til etruskerne som igen lærte det til romerne.[8] Foruden deres mange inskriptioner er det antaget, at fønikerne efterlod sig talrige af andre typer af skriftlige kilder, men det meste er ikke blevet bevaret for eftertiden. Evangeliske forberedelser (Εὑαγγελικὴ Προπαρασκευή) skrevet af Eusebius af Cæsarea i begyndelsen af 300-tallet e.Kr. citerer omfattende fra Herennios fra Byblos og fra Sanchuniathon (Σαγχουνιάθων), en påstået fønikisk forfatter.