Nåleskov
From Wikipedia, the free encyclopedia
Nåleskov er en skov bestående af nåletræer. Til de flestes overraskelse er nåleskov ikke naturligt forekommende i Danmark. Kun Skovfyr, Enebær og Taks er naturligt hjemmehørende nåletræer i Danmark og de naturlige fyrreskove er for længst uddøde – nye fyrreskove er dog plantet hist og her så man kan stadig nyde den statelige skovfyr i Danmark. De fleste nåleskove i Danmark er plantager af Rød-Gran eller Almindelig Ædelgran, men en række andre arter af gran og ædelgran forekommer også ligesom både fyr og lærk forekommer.
På verdensplan forekommer nåleskov i en lang række forskellige biomer:
- Taigaen er verdens største skovområde. Den eurasiske taiga strækker sig fra Bergen i Vest til Vladivostok i øst. Størstedelen af taigaen er enten ren nåleskov eller skov hvor nåletræer indgår som et væsentligt element. Dette omfatter f.eks. den gran- og fyrreskov vi kender fra Sverige og Norge. Her forekommer granen på de bedre jorde og i de mildere områder, mens koldere regioner og fattigere jorde er domineret af fyrreskov. Det samme gør sig gældende i Canada og det nordlige USA.
- I Løvskovs-biomet forekommer nåleskove i stor stil som plantager (f.eks. i Danmark) men også hist og her naturligt. Øst for Tyskland bevæger man sig ind i et område med tiltagende kontinentalt klima – her er nåleskove almindelige.
- I Mediterrane biomer og Subtropiske tørkeskove kan nåletræer indgå som et væsentligt element. Da løvtræerne i disse områder typisk er stedsegrønne ligesom nåletræerne, giver dette ikke en konkurrence-fordel. Alligevel synes nåletræerne at være mere tolerante overfor tørke, hård vindslid og næringsfattig jord. Hvis de lokal-klimatiske forhold er for ringe vi lnåleskoven degenerere til busk-agtig bevoksning.
- Bjergskove forekommer overalt på kloden. Her er det højden der giver anledning til koldere klima. F.eks. i det vestlige USA og Canada forekommer betydelige nåleskove i bjergskove. Nogle af verdens største træer forekommer i disse områder. Alperne er et andet eksempel på nåleskov i bjerge. En lang række nåletræer af speciel interesse eller komerciel betydning kommer fra bjergskove
- Almindelig Ædelgran kommer fra de mellemeuropæiske bjergskove, bl.a. Alperne – det er vigtigt tømmertræ; bruges desuden til pyntegrønt
- Nordmannsgran der er velkendt som juletræ kommer fra Kaukasus
- Douglasgran og Kæmpe-Gran er vigtige tømmertræer fra bjergene i det vestlige USA og Canada
- Mammuttræ fra Sierra Nevada i USA er verdens største træ
- Redwood, ligeledes fra USA, er verdens højeste træ