Slaget ved Crécy
From Wikipedia, the free encyclopedia
Slaget ved Crécy, også kaldet Slaget ved Cressy, var en vigtig engelsk sejr under Hundredårskrigen, der fandt sted den 26. august 1346. Sammen med de senere slag ved Poitiers (1356) og Agincourt (1415) var Crécy den første af tre meget afgørende engelske sejre under den langtrukne konflikt mellem de to riger.
Slaget ved Crécy | |||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|
Del af Hundredårskrigen | |||||||
Slaget ved Crécy |
|||||||
|
|||||||
Parter | |||||||
England, allierede riddere fra Tyskland og Danmark | Kongeriget Frankrig Genovesiske lejesoldater kongedømmet Kongeriget Mallorca |
||||||
Ledere | |||||||
Edvard 3. Edvard, den sorte prins | Philip 6. af Frankrig såret Johan af Bøhmen † |
||||||
Styrke | |||||||
9.000-12.000 (Moderne estimater) | 30.000 (moderne estimater) 80.000 (Wynkeley) 100.000 (Froissart) |
||||||
Tab | |||||||
100-300 | 2.000 riddere og et ukendt antal almindelige fodsoldater |
Slaget blev udkæmpet nær Crécy i Nordfrankrig. Edvard 3. ledte og sejrede med en hær bestående af engelske og walisiske soldater allieret med tropper fra Det tysk-romerske Rige mod den meget større hær bestående af franske, genovesiske og mallorcanske tropper ledet af Philip 6. Den engelske hær var opmuntret af erfaringerne med taktisk fleksibilitet og udnyttelse af terrænet fra saksere, vikinger, muslimer og tidligere kampe med skotterne, og selvom de var voldsomt i undertal, vandt de en stor sejr over franskmændene.[1][2]
Slaget introducerede langbuen som et dominerende våben på vesteuropæiske slagmarker. Effekten var ødelæggende, når de blev anvendt i store mængder. Slaget ved Crécy var også den første gang, at den engelske hær benyttede sig af en såkaldt ribauldequin, der var en tidlig form for kanon på slagmarken, idet man har fundet kanonkugler ved arkæologiske udgravninger århundreder senere. Englændernes kombinerede krigstaktik, der bestod af de nye våben og taktikker, der var langt mere fokuserede på infanteriet end tidligere slag i middelalderen (der normalt var domineret af fokus på den tungt udrustede ridder til hest) samt bondestandens drab af ukampdygtige riddere efter slaget, har gjort, at slaget beskrives som "begyndelsen til enden for ridderlighed".
Kampen lammede den franske hærs evne til at hjælpe Calais, som faldt for englændernes belejring det følgende år. Calais forblev under engelsk styre i mere end to århundreder og blev først en del af Frankrig igen i 1558.
I 2015 udkom bogen The Battle of Crécy: A Casebook, der efter grundig research konkluderede, at slaget fandt sted syd for Crécy i stedet for nord, som man hidtil har troet.[3]