1. verdenskrig i Mellemøsten
From Wikipedia, the free encyclopedia
1. verdenskrig i Mellemøsten er en samlebetegnelse for kamphandlinger, der strakte sig fra den 29. oktober 1914 til den 30. oktober 1918. De stridende parter var på den ene side det Osmanniske Rige, som fik nogen bistand fra de andre Centralmagter og i hovedsagen det Britiske imperium og det Russiske Kejserrige blandt Ententemagterne. Der var fem større felttog: Sinai og Palæstina-felttoget, felttoget i Mesopotamien, felttoget i Kaukasus, felttoget i Persien samt slaget ved Gallipoli. Der var også det mindre Felttoget i Nordafrika, Den Arabiske Revolte og det Sydarabiske felttog.
1. verdenskrig i Mellemøsten | |||||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Del af 1. verdenskrig | |||||||||
Slaget om Gallipoli, april 1915 |
|||||||||
|
|||||||||
Parter | |||||||||
Osmanniske Rige Tyskland | Britiske Imperium
|
||||||||
Styrke | |||||||||
: 2.800.000 (ialt udskrevet)[3] (højest 800.000 på noget tidspunkt)[3][4] : 9.000 (1918)[5] : 6.540 (August 1916), 20.000 i alt (1918)[3] Hele den osmanniske hær var på 323.000 ved våbenstilstanden.[6] I alt 202.000 fanger på alle fronter.[6] | : 2.550.000[7] : 1.000.000[8] og : flere hundredetusinde[8] : 70.000[7] Total: >3.620.000 |
||||||||
Tab | |||||||||
1.500.000 døde, sårede, fangne eller savnede (heraf 243.598 døde i kamp)[9] | 1.000.000-1.500.000 døde, sårede, fangne eller savnede | ||||||||
I alt 5.000.000 inklusiv civile.[10] |
Udover regulære styrker anvendte begge sider irregulære tropper. På allieret side var der arabere, som deltog i det arabiske oprør og armenske militser, som deltog i den armenske modstand. De armenske enheder af frivillige og armensk milits dannede det første armenske korps, som kæmpede for den første armenske republik i 1918. Den mellemøstlige krigsskueplads var den geografisk største i hele krigen.
Den russiske deltagelse i krigen sluttede med våbenhvilen i Erzincan (5. december 1917) og den revolutionære russiske regering trak sig senere helt ud af krigen ved Brest-Litovsk-freden (3. marts 1918). Armenierne deltog i Fredskonferencen i Trabzon (14. marts 1918), som førte til Batumi-traktaten den 4. juni 1918. Osmannerne accepterede våbenhvilen i Mudros med de allierede den 30. oktober 1918, og de underskrev Sèvres-traktaten den 10. august 1920 og senere Lausanne-traktaten den 24. juli 1923.