Hjulplov
From Wikipedia, the free encyclopedia
Hjulploven er gammel type plov, der har navn efter, at den forreste ende af redskabet hviler på et hjulforstel. Den repræsenterer en version af den muldfjælsplov, som udvikledes i århundrederne før Kristi Fødsel i det hollandske og nordvesttyske område langs Nordsøen. Fremskridtet ved muldfjælsploven var samspillet mellem langjernet, som skærer et lodret snit, det vandrette plovskær, som underskærer furen, og muldfjælen, som vender den fritskårne fure med bunden opad over i forrige åbne fure. Muligvis har muldfjælsploven fra begyndelsen også været udstyret med hjulforstel, den såkaldte hjulplov, men frem til senmiddelalderen har muldfjælsplove både med og uden hjulforstel været udbredte, og først derefter synes versionen med hjulforstel dominerende.[1]
Muldfjælsploven, med eller uden hjulforstel, kom til Danmark i løbet af yngre romersk jernalder (ca. 200-400 e.Kr.), og den anvendtes indtil omkring 1860, hvor den blev helt afløst af svingploven.[1][2]