Sydlige Nederlande
historisk region i Belgien / From Wikipedia, the free encyclopedia
De Sydlige Nederlande (nederlandsk: Zuidelijke Nederlanden; spansk: Países Bajos del Sur; fransk: Pays-Bas méridionaux), eller De katolske Nederlande, var den del af Nederlandene, som i stor grad var kontrolleret af Spanien (1556–1714) og Østrig (1714–1794) - og annekteret af Frankrig (1794–1815).[1][2] Regionen omfattede også flere mindre stater, som hverken blev styret af Spanien eller Østrig: fyrstbispedømmet Liège, rigsabbedi Stavelot-Malmedy, hertugdømmet Bouillon, hertugdømmet Horne og fyrsteabbediet Thorn. De sydlige Nederlande var en del af det tysk-romerske rige, til hele området blev annekteret af det revolutionære Frankrig.[3][4]
Benelux-landenes historie | |||
Friesland |
1384 1482 Burgundiske Nederlande
|
963 1477 Luxembourg |
0980 1795 |
1482 1581 Habsburgske Nederlande/De sytten provinser | |||
1581 1795 Republikken af de syv forenede Nederlande |
1581 - 1795 Sydlige Nederlande | ||
(1581 - 1713) (Spanske Nederlande ) | |||
(1713 - 1790/1790 - 1795) (Østrigske Nederlande) (1790 - 1790) Belgiens forenede stater | |||
1795 1801 Bataviske Republik | 1795 1804 Første franske republik | ||
1801 1806 Bataviske Rigsfællesskab | |||
1804 1815 Første franske kejserrige | |||
1806 1810 Kongeriget Holland | |||
1810 1813 Første franske kejserrige | |||
1813 1815 Fyrstendømmet De Forenede Nederlande | |||
1815 1830 Forenede Kongerige Nederlandene |
1815 1867 Storhertugdømmet Luxemburg | ||
1830 Nederlandene |
1830 Belgien |
(Det Tyske Forbund) | |
1867 Luxembourg |
De Sydlige Nederlande udgjorde det meste af
- de senere stater Belgien og Luxembourg,
- dele af Nederlandene og Tyskland (regionen Opper-Gelre som i dag delt mellem Tyskland og den nederlandske provins Limburg) og i 1713 i stor grad afstået til Preussen
- Bitburg-området i Tyskland (en del af Luxembourg)
- og til 1678 det meste af regionen Nord-Pas-de-Calais og området Longwy i Nordfrankrig.